Anbefalinger
May-Britt Christensen, Bagsværdvej, Bagsværd:
Jeg har altid haft dyr – mange dyr. Og dyr bliver af og til syge uanset, hvor godt man passer på dem, udover at de naturligvis skal vaccineres, have sundhedstjek mv. – og da jeg ofte har fået de dyr, andre ikke har villet have, så har de krævet noget ekstra – også i form af i starten, og nogen gange i længere tid – hyppigere dyrlæge besøg.
I årene har mange dyrlæger rystet på hovedet af mig, når jeg ankom med div. stakler – de ville selvfølgelig gerne behandle, men egentligt også gerne aflive, da nogen af dem har været både fysisk og psykisk skadet, da jeg overtog dem. I mit univers tager man ikke livet af sunde dyr, eller dyr der med rimelighed kan behandles med en god prognose. Man har påtaget sig et ansvar når man anskaffer et levende væsen, og man skaffer sig ikke af med levende væsner, som man gør med f.eks. en aflagt cykel.
Dyrlæge Anne Carlsson har, siden jeg lærte hende at kende, hjulpet mig så mange gange, at jeg ikke har tal på det mere. Jeg har slæbt alt fra forkomne killinger, til sågar en gråspurveunge, rotter, marsvin, mine gennem årene mange hunde og katte, kaniner osv. med til Anne, der altid har stillet op med sin kompetente faglighed, med god tid og sidst og ikke mindst med sit ekstremt store kærlige hjerte for dyr.
Udover at Anne er en dygtig dyrlæge, er hun et helt fantastisk menneske – og dette er den ultimative årsag til, at jeg altid kommer igen og igen. Jeg har kendt og anvendt mange dyrlæger gennem mange år som ejer af forskellige dyr – altid med mange på en gang – men aldrig mødt et mennesker med den empati for det enkelte dyr som Anne har. Hun har en ro og giver sig tid til hvert enkelt dyr, og tager sig den tid der skal til, for at dyret i videst mulige omfang undgår stress i behandlingssituationer – noget der er utroligt vigtigt for, at dyret kan komme sig bedst muligt efter sygdom, der i sig selv er utroligt stressende for et dyr. Hos de fleste andre dyrlæger, oplever jeg at dyrene bliver ekspederet hurtigt igennem nærmest som på samlebånd.
Der er ingen opgave der er for lille og intet dyr der bliver underprioriteret. Udover dette, er Anne altid utroligt fair med sine priser, der aldrig som det ses mange andre steder i området, ofte pludseligt forvandler sig til noget der er fordoblet i forhold til det overslag man på forhånd måske har indhentet.
Mange hilsner
May-Britt Christensen.
Julie Neumann, Aldershvilevej, Bagsværd:
Anne Carlson er simpelthen den sødeste og bedste dyrlæge jeg nogensinde har haft til min hund Bianca og mine 2 katte Mina og Asta.
Bianca på 6 år har kroniske øreproblemer, og er nødt til meget ofte at konsultere Anne ret akut. Der bliver altid afsat god tid også selvom Anne skal arbejde over for at hjælpe hende. Bianca er meget bange for dyrlæger, og reagerer derfor voldsomt, hvis hun skal til andre dyrlæger, hun ikke kender – dette bliver der altid taget hensyn til.
Med venlig hilsen
Julie Neumann.
D. Pedersen, (adresse udelades), Buddinge:
Jeg har igennem flere år benyttet Dyrlæge Anne Carlsson til alle mine katte og et par enkelte hunde. Jeg blev oprindeligt opfordret, af nogle private venner, til at opsøge Anne, da min daværende hund skulle aflives grundet en sygdom, som min forrige dyrlæge ikke kunne diagnostisere. Dyrlæge Anne Carlsson fandt hurtigt ud af, hvad den fejlede. Vi fik fire ekstra gode år med vores hund.
Flere af mine katte har haft kroniske lidelser, som Anne hurtigt fandt årsagen til, hvor andre dyrlæger allerede havde givet op. Hun har altid givet dem en meget kompetent behandling, og tager ikke flere blodprøver end højest nødvendigt. Da jeg selv er læge, kan jeg med god grund sige, at Dyrlæge Anne Carlsson er fagligt dygtig og meget kompetent. Samtidigt er hun dyrlæge for dyrenes skyld og ikke bundlinjen, hvilket gør, at der altid er god tid til det enkelte dyr og intet optrækkeri med alverdens unødvendige blodprøver etc., som man oplever på mange andre dyreklinikker. Der bliver kun gjort det, der er nødvendigt for, at mit kæledyr kan blive rask.
Jeg takker for en rigtig god behandling og empatisk medmenneskelighed.
Med venlig hilsen
D. Pedersen.