Professionel og omsorgsfuld behandling i et stressfrit miljø

Hvad er hjerte- og lungeorm?

Svar: Nedenstående link indeholder generel information om hvad hjerte- og lungeorm er:

www.hjertelungeorm.dk

Vi finder jævnligt smittede hunde fra Bagsværd og omegn og anbefaler derfor afføringsprøver f.eks. i forbindelse med den årlige sundhedsundersøgelse.

Hvornår skal man vaccinere hunde og katte ?

Svar: Hvalpe og killinger vaccineres første gang, når de er mellem 8-12 uger gamle og revaccineres ca. 3-4 uger efter. De er normalt beskyttet af antistoffer fra modermælken til de er ca. 7-9 uger gamle.

Man vurderer herefter hvor tit der er brug for vaccination ud fra hundens/kattens livsførelse. Hvis den har meget kontakt med andre hunde/katte og dyr i naturen, kan der være brug for årlige vaccinationer. Skal man rejse til udlandet med den, kræves rabiesvaccination.

Vaccinationsintervallerne vil altså være individuelle og bestemmes i samråd med dyrlægen ud fra det enkelte dyrs behov.

Hvornår skal man give ormekur ?

Svar: Man skal give kæledyr ormekur hvis de har orm eller hvis der er begrundet mistanke for det. Det kan f.eks. være hvalpe og killinger eller katte, der fanger/æder mange mus.

Det er muligt at undersøge om dyret har orm ved hjælp af en afføringsprøve. HUSK det er blevet receptpligtigt og derfor kræves årligt tilsyn med dyret, for at kunne få udleveret ormekur eller få udskrevet en recept. Dette er for at begrænse tendensen til udvikling af resistens ved overforbrug.

Hvor gammelt skal mit kæledyr være før det kan blive kastreret?

Svar: For kattes vedkommende foretrækker vi at kastrere dem, når de har nået en vægt på ca. 2 kg, hvilket passer med 3½ – 4 mdr’s alderen (det kan dog gøres helt ned til 8 ugers alderen). Samtidigt kan man så få dem øremærket og revaccineret, så de evt. kan begynde at komme ud. De gamle skrøner om, at katte skal være kønsmodne først, er helt forkerte. De kommer sig hurtigere efter indgrebet og det øger ikke risikoen for blæresten mere end hvis man venter.

For hundes vedkommende kan det også gøres fra en ung alder – det varierer lidt efter racen. Vi vælger generelt, at kastrere hunde fra de er ca. ½ år gamle (det kan dog også gøres helt ned til 8 ugers alderen). Det er ikke usundt, at kastrere dem før de er kønsmodne.

Marsvin og kaniner: fra de er 3-4 mdr gamle (kan også gøres tidligere uden problemer).

Hvor gammel skal mit kæledyr være før det kan blive steriliseret?

Svar: For hunde – og kattes vedkommende er det bedst at sterilisere dem før deres første løbetid. Al nyere forskning viser, at dette stort set fjerner risiko for senere udvikling af mælkekirtelkræft. Dyrene kommer sig desuden hurtigere end ældre dyr efter operationen.

Marsvin og kaniner steriliseres sjældent, idet man oftest vælger at kastrere hannerne, hvis der er flere sammen.

Følg os på Facebook: