Professionel og omsorgsfuld behandling i et stressfrit miljø

Tandspidser hos kanin

Vi ser af og til tandspidser på kindtænderne hos kaniner. Spidserne borer sig ind i kinder og/eller tunge og giver sår og smerte. Tandspidserne kan bl.a. skyldes tandbylder og resulterer, på grund af smerterne, i manglende ædelyst og savlen. På sigt fører det til vægttab. I værste fald kan det medføre for tidlig død, hvis det ikke bliver opdaget i tide. Det er derfor vigtigt, dagligt, at holde øje med din kanin’s almene tilstand og ædelyst. Det er forholdsvist let at afhjælpe problemet, hvis det behandles i tide. Det er derfor en god idé at holde øje med følgende symptomer:

1. Kaninen æder ikke med normal iver/opfører sig anderledes når den æder (ofte ret sent i forløbet).

2. Kaninen har savl omkring munden og nedad hagen. Dette kan også have andre og mere alvorlige årsager som fx forgiftning.

3. Kaninen begynder at tabe sig uden en synlig årsag.

Søg altid dyrlæge, hvis du observerer ændringer i din kanins adfærd. Desuden bør børn ikke have eneansvaret for deres kæledyr. De er ikke i besiddelse af tilstrækkelig erfaring til at kunne opdage evt. sygdom i tide. Forældre bør derfor tilse dyrene dagligt.

Hvornår skal man give ormekur ?

Svar: Man skal give kæledyr ormekur hvis de har orm eller hvis der er begrundet mistanke for det. Det kan f.eks. være hvalpe og killinger eller katte, der fanger/æder mange mus.

Det er muligt at undersøge om dyret har orm ved hjælp af en afføringsprøve. HUSK det er blevet receptpligtigt og derfor kræves årligt tilsyn med dyret, for at kunne få udleveret ormekur eller få udskrevet en recept. Dette er for at begrænse tendensen til udvikling af resistens ved overforbrug.

Hvor gammelt skal mit kæledyr være før det kan blive kastreret?

Svar: For kattes vedkommende foretrækker vi at kastrere dem, når de har nået en vægt på ca. 2 kg, hvilket passer med 3½ – 4 mdr’s alderen (det kan dog gøres helt ned til 8 ugers alderen). Samtidigt kan man så få dem øremærket og revaccineret, så de evt. kan begynde at komme ud. De gamle skrøner om, at katte skal være kønsmodne først, er helt forkerte. De kommer sig hurtigere efter indgrebet og det øger ikke risikoen for blæresten mere end hvis man venter.

For hundes vedkommende kan det også gøres fra en ung alder – det varierer lidt efter racen. Vi vælger generelt, at kastrere hunde fra de er ca. ½ år gamle (det kan dog også gøres helt ned til 8 ugers alderen). Det er ikke usundt, at kastrere dem før de er kønsmodne.

Marsvin og kaniner: fra de er 3-4 mdr gamle (kan også gøres tidligere uden problemer).

Hvor gammel skal mit kæledyr være før det kan blive steriliseret?

Svar: For hunde – og kattes vedkommende er det bedst at sterilisere dem før deres første løbetid. Al nyere forskning viser, at dette stort set fjerner risiko for senere udvikling af mælkekirtelkræft. Dyrene kommer sig desuden hurtigere end ældre dyr efter operationen.

Marsvin og kaniner steriliseres sjældent, idet man oftest vælger at kastrere hannerne, hvis der er flere sammen.

Kaninpest

DØDELIG KANINSYGDOM VAR I OMLØB I SEPTEMBER-NOVEMBER 2007.

På Bagsværd Dyreklinik modtog vi i september 2007 en kanin, der havde været nedstemt i 3 dage.

Den havde næseflåd, besværet vejrtrækning og hævede øjenlåg. Da symptomerne ikke blev bedre med stærk medicin, måtte vi aflive den dagen efter. Den havde nu flere hævelser i ansigtet og omkring testiklerne og det bekræftede mistanken om Myxomatose også kaldet Kaninpest.

Sygdommen er meget smitsom og så alvorlig, at de fleste smittede kaniner dør.

Derfor er dyrlæger forpligtede til at indberette sygdommen og sende materiale til undersøgelse på DTU.

Kaninejere er også forpligtede til straks at kontakte deres dyrlæge og få kaninen tilset hvis den har en eller flere af følgende symptomer;

* Nedstemthed, dvs. ikke så aktiv som normalt

* Feber

* Manglende appetit

* Flåd fra næse/forkølelsessymptomer/besværet vejrtrækning

* Flåd fra øjne

* Hævelse af øjenlåg, næse, læber, ører, omkring kønsorganer og endetarm

Symptomerne varierer alt efter kaninens modtagelighed. Der kan ses;

1) perakutte forløb, hvor kaninen dør indenfor 3-5 dage med symptomer som let til svær nedstemthed og hævede øjenlåg.

2) akutte forløb, hvor kaninen kan være syg i op til 2 uger før den dør.

3) kroniske, mere langvarige forløb kan sjældent ses hos relativt modstandsdygtige kaniner. De har et mildere sygdomsforløb med hævelser under huden, især i ansigtet. Disse kan overleve sygdommen , men med varige mén.

Inkubationstiden, dvs. tid fra smitte til sygdomsudbrud er ca. 3-5 dage.

Smitten overføres med insekter, f.eks. myg, fluer, lopper og pelsmider samt foder og personer, andre dyr eller redskaber, der har været i kontakt med den syge kanin.

Hvis man har flere kaniner, bør man straks isolere den/de der udviser symptomer og kontakte dyrlægen. Det er ekstremt vigtigt, for at afgrænse smitten, at undersøgelse og indberetning til de rette myndigheder sker så hurtigt som overhovedet muligt.

Man bør også udvise betænksomhed og f.eks. ikke lade børn lege med andre børns kaniner, før smitten er under kontrol.

Desværre var den, der så ud til at have startet smitten her i Bagsværd, meget ubetænksom. Vedkommende tilkaldte ikke dyrlæge, men aflivede selv sine egne kaniner og sendte dem til destruktion uden undersøgelse. Dette var desværre skyld i, at smitten blev spredt til naboer mm.

Vi maner til omtanke og er man i tvivl om eller har mistanke om smitte, så kontakt dyrlæge hurtigst muligt. Sygdommen ses oftest i efteråret. VI har ikke haft udbrud i 2008 og vi skal nok oplyse om nye udbrud hvis det sker i 2013.

Det er muligt at vaccinere mod sygdommen, så kontakt os hvis det ønskes.

Læs mere om Myxomatose på: Den Danske Dyrlægeforenings "Råd om Kæledyr".

Følg os på Facebook: